Ebeltoft golfbane - dejlig udfordrende!

Ebeltoft golfbane - fantastisk udsigt og udfordrende, kuperet terræn

Vi besøgte banen i sommerferien en dejlig solskinsdag, hvor vinden kom frisk ind fra havet. Mols har en enestående natur, så vi forventede helt klart en naturskøn bane med kig til vandet og der gik da heller ikke mange huller førend der åbenbarede sig en super flot udsigt til Ebeltoft vig, Mols Bjerge og Kattegat på samme tid.
Hul 1 på Ebeltoft golfbane ligger smukt ud mod vandet
Den flotte bane er stærkt kuperet hviket gør den udfordrende at spille. Mange huller er blinde, både fra teestedet og i andet slaget, så det slider lidt ikke at vide, hvor man slår hen. Lige slag spiller bedst – eller hvordan er det? 😉 Også på Ebeltoft - er det en klar en fordel 😀

Med skellen til kuperingen havde vi lejet en buggy, så vi hurtigt kunne køre frem og lede og i det hele taget var buggyen en god ide og særligt på de sidste huller sætter man pris på at blive transporteret hurtigt og let hen til bolden.Ebeltoft golfbane

Ebeltoft Golfclub er blandt Danmarks ældste og er placeret på Galgebakken som et vink med en vognstang om, at baneformanden er stærkt insisterende på at nedslagmærker bliver rettet op 😉 Klubben tæller for få medlemmer til at finansiere et stort udbud af ansatte og faciliteter, som man ser i mange storby klubber. Når pengene er små, så er der til gengæld frivillighed og gæstfrihed.

Selv en onsdag formiddag, som vi kom på, var der forholdsvis
mennesketomt, men vi mødte et medlem på P-pladsen, der tjenstvilligt hjalp os på vej med at checke ind og leje buggy.

Man savner naturligt en café/restaurant til at skænke det kolde øl, der skal skylle rundens strabadser ned med og skabe liv under Cinzano’en med en uovertruffen udsigt. Der er dog mulighed for at købe lidt forfriskende efter runden i en automat.

Banen fremstår i fremragende stand, der klart overgik den beskedne Greenfee og buggy-leje. Jeg vil betegne den som en lille perle for de lokale, der i det daglige bliver udfordret med mange forskellige slags huller og virkelig god ”value for money” for turister, der får lejlighed til at opleve den afvekslende natur i det skønne Mols for et beskedent beløb.

Ebeltoft golfbane

Alt i alt får stedet 4 ud af 6 stjerner. Den afvekslende bane, den flotte naturoplevelse og rolige stemning på banen, gør Ebeltoft til en rigtig dejlig golf oplevelse. Den må være strabadserende, hvis man ikke lejer en buggy. Og de blinde huller, giver en god anledning til at dyrke ”course
management” via baneguide, kendskab til hvilke længder man slår samt mulighed for at finde den bedste version af sig selv hvad angår etikette ifm blinde slag.

Vi vil helt sikkert komme igen, for banen bliver sikkert meget mere kontrollerbar, når man kender den lidt bedre. Vi vil især glæde os til at nyde det fantastiske view på hul 15/Guemaren (ret hyggeligt at alle hullerne har navne) fremfor rædslen ved slå ud i intetheden mod en green uendeligt langt borte 😱

Beliggenhed:
Lige ved siden af Ebeltoft by – men alligevel midt i naturen. Her er der dejligt stille og roligt og en fantastisk udsigt til vand og skov – 5 stjerner.

Banens beskaffenhed:
Fin stand – banen var præget af lang tids tørke, da vi besøgte den, så vi fik mere længde på slagene, end vi havde drømt om eller planlagt efter 😀 Men generelt var den meget velplejet og greens var ”2nd to none” – ærlige i både hastighed og læsning.

Banen er en ”klassisk” golfbane (faktisk også blandt en af Danmarks første) i den forstand, at den er fra den tid, hvor golfbanerne føjede sig efter det givne terræn og ikke terrænet der former sig efter arkitekten - 4 stjerner.

Banens spilbarhed:
Den meget kuperede banen er krævende, afvekslende og udfordrende. Man får sved på panden, men det gør ikke noget, bare man er indstillet på at puste lidt op og ned ad bakkerne – ellers er buggy helt bestemt en super mulighed og faktisk også ret sjovt!! 4 stjerner.

Faciliteterne:
Drivingrangen er ikke så spændende, men den giver mulighed for at varme lidt op inden runden, hvilket er fint – der er gratis bolde, som man selv kan fiske op fra en stor palle. Der er desuden en lille indspilsbane og en puttinggreen tæt ved hul1, som er OK. Der er et fint toilethus undervejs med rindende vand, som man både kommer forbi på vejen ud og hjem. Der er ikke mulighed for at købe mad eller snacks i klubhuset – men der er en automat med diverse drikkevarer.

Klubhuset er i øvrigt helt i orden og der er gode muligheder for at klæde om - 3
stjerner.

Atmosfære i klubben:
Vi var der midt i sommerferien og der var nærmest ingen mennesker – hverken andre spillere eller personale (Kirken må have været fyldt). Vi havde uden held forsøgt at kontakte klubben på telefon, så vi endte med bare at køre afsted. Det var nu heller ikke noget problem - vi fik hjælp med at leje udstyr og buggy. Men klubhuset var lidt tomt - 3 stjerner.


Pris/value for money:
Greefee ligger på 300,- uanset tidspunkt med mulighed for at købe et 10 turs kort, så man kan slippe med 250,- pr runde/mand – med golfhæftet bliver det rigtig interessant og får en runde ned på´150,- og SÅ er det jo bare med at komme afsted 😀⛳️ 4 stjerner.

 Ebeltoft golfbane ligger naturskønt tæt ved vandet